Zentenser om miskundhedens væsen

af Zen buddhismens 3. patriark Seng-can

oversat og kommenteret af Tim Pallis

Denne tekst er en af de vigtigste zen klassikere. Forfatteren er ukendt, men den er tillagt zen buddhismens 3. patriark Seng-can, der døde år 606, altså i Tang dynastiets (618-907) begyndelse. Man kender ikke Seng-cans fødselsår og ved næsten intet om hans liv og virke. Derfor må han historisk set nærmest betragtes som en legende.

Men i zen buddhismens transmissionslinje eller spirituelle arvefølge er han elev af den 2. patriark Hui-ke (487-593). Det fortælles at Seng-can var spedalsk og blev kureret ved sit møde med Hui-ke. Følgende dialog beretter derom:

Seng-can sagde: "Jeg er bundet af sygdom. Jeg beder dig rense mine synder."

Hui-ke sagde: "Tag dine synder frem, så skal Jeg rense dem."

Efter lang tid sagde Seng-can: "Jeg har søgt efter dem, men kan ikke få fat i mine synder."

Hui-ke sagde da: "Jeg har nu renset dine synder."

"Sentenser om Miskundhedens Væsen" er en rigtig Mahayana buddhistisk tekst, mere end den egentlig er en zen tekst. Her siges ting som vi kan genkende både i Madhyamaka, Yogacara og Avatamsaka traditionerne.

Den virker også som en tekst, der kunne være påvirket af den særlige kinesiske skole Tien-tai, som er karakteristisk ved at alle ting er buddhanaturen og livets situationstotalitet. Dette er den "store vogn" eller den "ene vogn", som betegner det fælles køretøj, der medtager alle uden undtagelse og indbefatter alle traditioner.

Teksten afspejler også en taoistisk terminologi, som er særlig udpræget for den tidlige kinesiske buddhisme, dengang sanskrit oversættelserne endnu var påvirket af taoistiske udtryk.

At den alligevel er en zen tekst fremgår af, at den understreger zen buddhismens særlige standpunkter som f.eks. ikke at være afhængig af ord og begreber, at afholde sig fra at diskriminere og opdele tilværelsen i begrebslige modsætninger. Den peger i stedet direkte på den universelle bevidsthed og opfordrer mennesket til at erkende den egentlige natur og blive en buddha.

Yoshida Osamu fremhæver i indledningen til sin oversættelse af dette værk fra kinesisk i den engelske Tripitaka vol. 74-3 (Taisho vol 48, no. 2010), at den "store vogn" eller Mahayana buddhismens ideal er et vigtigt skift i den traditionelle opfattelse af frihed fra krop og sind til frihed for krop og sind, altså den frie brug af krop og sind. Det bliver således helt essentielt, at realisere buddhanaturen her og nu i det daglige livs aktiviteter.

Grunden til at jeg har kaldt denne tekst "Sentenser om Miskundhedens Væsen" er en nærmere analyse af dens kinesiske titel Xin-Xin-Ming. Det kinesiske tegn for det første Xin betyder tro eller hengiven, men det er i virkeligheden en kinesisk oversættelse af det indiske sanskrit ord prasada, som snarere betyder nådegave eller miskundhed.

Da oversættelser som tro på, tillid til eller hengivenhed for er belastet med en dualistisk forståelse, foretrækker jeg den oprindelige indiske (vedantiske) betydning.

Der er det særlige ved miskundhed, at nåden som en afklaring og stilhed i sindet hjælper én til at komme frem til den endelige befrielse. Fred i sindet er noget man modtager som en nådegave.

Xin i betydningen miskundhed er altså den tilstand af mental ro og klarhed som er karakteristisk for dyb samadhi. Denne tilstand er menneskets naturlige tilstand, som skal genfindes i og med zen træningen, og som er hinsides alle intellektuelle skel og følelsesmæssige modsætninger.

Det andet Xin oversættes på forskellig vis som f.eks. sind, mental, hjerte, bevidsthed, sjæl, ånd, eller væsen. Men det er umuligt at finde én korrekt oversættelse af dette ord, fordi det har så mange forskellige betydninger.

Man skal passe på ikke at lægge en for psykologisk eller for spirituel forståelse i ordet, således at der enten bliver tale en eller anden psykologisk tilstand, et bevidsthedsindhold eller en eller anden spirituel substans, som er vor sande natur.

Xin er ikke noget, som kan bestemmes eller lokaliseres som et psykologisk eller spirituelt fænomen. Det er derimod den universelle bevidsthed, hvori alle mentale, spirituelle og fysiske fænomener afspejles. Fordi alle ting er afspejlinger i denne bevidsthed, er alle tings sande væsen netop denne bevidsthed, som altså ikke er adskilt fra de enkelte opfattede individuelle ting og fænomener.

Det sidste ord Ming betyder her sentens, leveregel, grundsætning, maksime, eller princip, men det kan også betyde indskrift, indgravering, eller signatur. Derfor må den rigtige oversættelse af Xin-Xin-Ming så vidt jeg kan skønne blive "Sentenser om Miskundhedens Væsen".

Nedenstående oversættelse er tilvejebragt ved at sammenligne mange forskellige engelske oversættelser. Undertiden har det været nødvendigt at slå de kinesiske tegn op i Nelsons: The Modern Reader's Japanese-english Character Dictionary. Den engelske oversættelse, som jeg har været mest tilfreds med at benytte, er som nævnt ovenfor Yoshi Osamura oversættelse i den engelske Tripitaka.

1. Den ideelle vej er ikke vanskelig,

den undgår blot at diskriminere.

Når der hverken er attrå eller ulyst,

er alting helt rent og klart.

2. Hvis der er den mindste disharmoni,

adskilles himlen og jorden.

Hvis du ønsker at realisere det lige nu,

må der hverken være for eller imod.

3. Modsætningen mellem for og imod,

er en sygdom i sindet.

Uden at kende denne dybe forudsætning,

kæmper du forgæves for at få fred i sindet.

4. Vejen er fuldkommen som det vidtstrakte rum,

intet mangler, intet er overflødigt.

På grund af vælgen og vragen,

kan den egentlige virkelighed ikke realiseres.

5. Forfølg ikke de eksistentielle betingelser,

dvæl heller ikke i følelsen af tomhed.

Fald til ro i alle tings enhed,

alt forsvinder af sig selv i uforstyrret sindsro.

6. At stoppe bevægelse for at vende tilbage til stilhed,

vil få denne stilhed til at fortsætte i bevægelse.

Så længe du går til den ene eller den anden yderlighed,

Hvordan kan du da realisere enheden?

7. Med mindre du trænger ind i enheden,

hænger du fast i en af de to modsætninger.

Fornægter du det eksistentielle, mistes det,

stræber du efter tomheden, krænkes den.

8. Jo mere tale og tankevirksomhed,

desto mere bliver du adskilt.

Når der ikke længere er tale og tankevirksomhed,

Er der intet sted der ikke er gennemtrængt.

9. Ved at vende tilbage til roden opnås det grundlæggende

forfølges spejlbillederne, mistes kilden.

Ved at rette lyset bagud selv et kort øjeblik,

vindes mesterskabet i at møde tomheden.

10. Alle forvandlinger af mødet med tomheden,

stammer fra vrangforestillinger.

Det er frugtesløst at prøve at søge sandheden,

du behøver blot at stoppe frembringelsen af hensigter.

11. Hold ikke fast ved dualistiske synspunkter,

og undgå oprigtigt at forfølge dem.

Med blot en antydning af rigtigt og forkert,

tabes opmærksomheden i total forvirring.

12. Tvedelingen stammer fra den Ene.

men denne Ene bør ikke skattes for højt.

Når tanken om den Ene ikke fødes,

Er de ti tusind fænomener ingen hindring.

13. Ingen anstød sten og intet fænomen,

ingen fødsel og derfor ingen tanke.

Subjekter forsvinder efterfulgt af objekter,

objekter forsvinder efterfulgt af subjekter.

14. Objekter er objekter på grund af subjekter,

subjekter er subjekter på grund af objekter.

Når du nøje kender disse to,

er de fra først af én tomhed.

15. Én tomhed er lig med begge disse,

ligeligt omfattende alle former.

Når du ikke har fine eller grove betragtninger,

Hvordan kan du så være partisk?

16. Den store vej er i sit væsen altomfattende,

den er hverken let eller vanskelig.

Den snævre synsvinkel forvilder sig ind i tvivlen,

jo mere forhastet den er, desto trægere går det.

17. At blive stående dér ødelægger din balance,

og fører dig sikkert på afveje.

Når du opgiver denne synsvinkel finder du det naturlige,

hvor den essentielle natur hverken svigter eller stopper.

18. Ved at stole på naturen tilpasser du dig vejen,

og kan gå frit og uforstyrret omkring.

At hænge sig i tanker adskiller dig fra sandheden,

og du henfalder til melankoli og negativitet.

19. Sindsforvirring plager ånden,

Til hvad nytte er det at være fremmedgjort eller for intim?

Hvis du ønsker at være med i vognen,

må du ikke bære nag til de 6 sansers støvkorn.

20. Ved at acceptere dem helt og fuldt,

er du ét med den afklarede sandhed.

Den vise mand opdigter intet,

den ukloge lænker sig selv.

21. Sandheden er ikke adskilt fra noget som helst,

Du er blot blændet af tilknytning.

Sindet kæmper med sindet.

Er det ikke en stor misforståelse?

22. I vildfarelsen skabes både hvile og uro,

i og med oplysningen fjernes for og imod.

Alle modsætnings par er opfundet

af dig selv som fejlagtigt opdeler.

23. Tomheds-blomster og fantasier,

Hvorfor kæmper du med at forstå og begribe.

Gevinst og tab, rigtigt og forkert,

væk med dem én gang for alle.

24. Hvis man ikke falder i søvn,

ophører drømmene helt af sig selv.

Hvis intellektet undlader at skelne,

er de ti tusind ting én eneste sådanhed.

25. I dybden af virkelighedens ene sådanhed,

er du uanfægtet og ubetinget.

Alle ting opfattes som lige,

Du vender tilbage til den sande naturlighed.

26. Selv dennes årsag kan ikke spores,

og ingen sammenligning er mulig.

Når en bevægelse opfattes som ubevægelig

og ubevægelighed som bevægelse,

forsvinder både bevægelse og ubevægelighed.

27. Når tvedelinger ikke længere opfattes,

Hvordan kan der så være enhed?

Når alt er udtømt,

er der ingen evaluering tilbage,

28. Når sindet falder til ro og er i harmoni,

ophører alle opdigtede fænomener.

Alle tvivl opløses i fuldkommen klarhed,

og den sande miskundhed er reetableret.

29. Når intet længere gemmes på,

behøves ingen erindring.

Bevidstheden er tom, klar og åben,

sindet behøver ingen anspændelse.

30. Når der ikke længere er noget at beregne,

holder intellektet og følelserne op med at kulegrave.

I den sande virkeligheds sådanhed,

er der intet "selv" eller "andet end selv".

Den direkte vej til denne virkelighed

er at sige: "Ikke to!".

31. I det utvedelte er intet adskilt derfra,

intet udenfor, alt inkluderet.

Vise mænd overalt og til alle tider,

har fundet vejen til denne store sandhed.

32. Sandheden er ikke betinget af tidsrummet,

titusind år er ét øjeblik i bevidstheden.

Der er hverken "her" eller "ikke her",

den grænseløse virkelighed er lige for øjnene af os.

33. Det største er ét med det mindste,

den tingsliggjorte virkelighed er helt glemt.

Det største er ét med det mindste,

De angivne ophør kan ikke længere ses.

34. Eksistens er i sig selv tomhed,

tomhed er i sig selv eksistens.

Hvis virkelighedens sådanhed ikke er realiseret,

dvæl da ikke derved.

35. Én er alt,

alt er Én.

Hvis virkelighedens sådanhed er fuldt realiseret,

Hvorfor så bekymre sig over sin ufuldkommenhed?

36. Det uadskillelige er miskundhedens væsen,

det udelte sind er en nådegave.

Uopnåeligt ad ordets vej,

Ubegrænset af fortid nutid og fremtid.